Mindeord – Keld Sørensen
Klubbens tidligere formand, Keld Sørensen, er den 9. december 2023 afgået ved døden i en alder af 78 år.
Keld var i en 4-årig periode (1989-1993) formand i klubben og derudover også i bestyrelsen i en årrække.
Keld Sørensen var en af hovedaktørerne i klubbens etablering af den nuværende hal samt klubhus. Han var derudover en meget engageret klubtræner for nye seniorspillere i klubben, som han lærte at spille tennis, se de kunne komme godt i gang med spillet og deltage i klubbens mange aktiviteter. Keld havde et godt blik for inklusion af alle og var meget vellidt af alle de nye medlemmer som modtog hans kyndige råd og vejledning. Keld var ligeledes primus motor i at videreføre de ugentlige torsdagshyggeturneringer i en årrække.
Keld var i særklasse en retlinet og ordholdende mand – og ligeledes i den grad en ordets mand. Han elskede og legede med sproget og var også ophavsmand til sangen til klubbens standerhejsning, som kan læses på side 14 i klubbens 100 års jubilæumsbog her.
I klubbens 100 års jubilæumsbog kan man også læse Kelds betragtninger om klublivet, etablering af hallen og meget andet – se mere på siderne 66-69 og 71-72 i dette link.
Æret være Keld Sørensens minde.
Bisættelsen finder sted i Skt. Mortens Kirke torsdag den 21. december kl. 15.00.
FOTO: Annelene Petersen/Randers Amtsavis